Kristendoms undervisning

Danmark er i princippet et sekulært samfund. Jo vi har stadig en officiel stats religion, men i det store og det hele, har vi ud fra vores demokratiske rettigheder, religions frihed, og plads til forskellige religioner i vores samfund(juridisk set ihvertfald). Der er nok ikke ligefrem risiko for udråbning af en teokratisk stat, eller indførelsen af religiøst baserede love. Selv er jeg af den holdning, at alle mennesker skal havde lov til at tro på det de ønsker at tro på. Et sekulært samfund er retfærdigt fordi det ikke skelner mellem forskellige mennesker ud fra deres bagrund, og fordi det er et udtryk for hvordan et demokratisk samfunds juridiske system bør fungere. Selvfølgelig skal ens religiøse holdninger, ikke havde nogen indflydelse på hvilket job du kan få, eller hvor du kan bevæge dig hen, eller om hvordan du kan ytre dig i samfundet, ligesom din hudfarve, din kultur, dit køn, din seksualitet eller dine politiske holdninger, heller ikke skal være en barriere for nogen mennesker. Jeg går personligt ind for et sekulært samfund, på trods af at jeg opfatter mig selv som religiøs. Det kunne jo heller ikke nytte noget at spærre alle jeg var politisk uenig med inde i fængsler.

Danmark er historisk set en Luthersk-Kristen nation, og den Lutherske fortolkning af Kristendommen har haft stor indflydelse på vores kultur og menneskesyn. Folkekirken er forstat den officielle statskirke, som vores monark skal være medlem af, og det største religiøse samfund i landet er fortsat det Luthersk-Kristne. Den holdning de fleste danskere virker til at havde til deres egen livsanskuelse er dog en smule ambivalent når det kommer til det religiøse indhold. Statistisk set, er der et slående småt antal af folk der ville kalde sig selv ateister;sandsynligvis fordi de fleste danskere egentlig ikke rigtigt tænker over det, og ikke rigtigt danner sig en holdning om religion, den er der jo bare. Egentligt har der ikke rigtigt været så stor fjendtlighed over for religion i selv(om end dele af befolkningen har nogen noget radikaliserede holdninger over for visse mellemøstlige trossamfund).

Og dog er der alligevel er krøbet noget af det ind i debatten om undervisning, som jeg ynder at klassificere som Rabiat ateisme.

I danske folkeskole eksisterer der et fag kaldet Kristendomsundervisning. Dette er der noget debat om, hvor nogen parter mener at faget bør fjernes og andre mener at det bør erstattes med filosofi. Det primære argument for hvorfor man skulle dette fag, virker til at være at man er bange for en indoktrinering af børn. Fordi folkeskole børn er på et punk i deres liv, hvor at det kan være nemt for dem at blive indoktrineret og overbevidst om en ideologi eller en religion. En hver form for undervisning skal jo kun finde sted, hvis den er baseret på objektiv information om et emne. Det ville jo heller ikke nytte noget, vis man i samfundsfag opdragede børnene til at være maoister.

Men hov det gør man jo faktisk ikke. Samfundsfag er et fag der er baseret på objektiv information omkring politik, økonomi og sociologi fordi det er vigtige faktorer i vores og hele verdens samfund. Og Kristendoms undervisningen fungerer på præsis samme måde. Om end navnet måske får det til at lyde lidt sådan, så er det ikke et fag hvor man for pumpet ind i hovedet, at ting er på en måde fordi de er sådan, og at sådan er det bare. Kristendoms undervisning er derimod det fag der omhandler hvad kristendommen og andre religioner omhandler. I virkeligheden er det jo også formålet med faget, at det skal omhandle andre af verdens store og vigtige religioner. Derfor mener jeg også at man burde ændre fagets navn til at Religion eller Religions undervisning. For faget er bestemt ikke indoktrinering, og hvis man som lærer underviser i faget med det formål at indoktrinere så burde man stoppes. Formålet med hele faget er at give eleverne et indblik i forskellige religiøse trossamfund både i Danmark og verden over. For det er vigtigt at forstå forskellige religioner. Det betyder ikke at du ikke skal lære om evolution og celler, Bigbang og så videre, selvfølgelig skal du det. Men Kristendoms undervisning er et utroligt vigtigt fag når det kommer til de humanistiske fag. Det er dybt nødvendigt både for at forstå vores kultur, den fortid der formede den, vores samfund og forskellige samfund om i verden. For om man kan lide det eller ej, så er Religion en enorm faktor i verden, og man bliver nød til at havde et form for kendskab til det(det er det vi kalder almen dannelse, hvor vi simpelt hen underviser den fremtidige generation i ting som alle ved, og som alle fornuftige mennesker forventes at vide, både så de kan tage videregående uddannelser og så de ikke fremstår uvidende). Specielt når man tænker på hvordan det er sådant en fundamental del af den nuværende debat, foreksempel i relation til Islam.

Det interessante ved hele frygten, der er her over for Kristendoms undervisning er jo at de folk der argumenterer imod faget virker ikke som om de er bange for at eleverne skal indoktrineres til at en bestemt religiøs holdning. I stedet er de vel i grunden bare bange for, at eleverne skulle gå hen og blive religiøse, baseret ud fra deres frygt om at religion er en unaturlig modvægt mod videnskaben. At man som religiøs person er uvidende og fakta afvisende. Jo, lærere skal ikke indoktrinere deres elever til at havde en specifik holdning, men jeg synes det er et frygteligt udtryk for intolerance mod religiøse mennesker, at man frygter at eleverne skulle blive religiøse i det hele taget.

Derfor føler jeg at Kristendoms undervisning bør forblive på skemaet. Man jeg vil ikke afvise at det foreksempel snarre burde kaldes Religions undervisning, eller at det burde suplementeres med et filosofi fag.

Og hvis man stadig skulle gå og tænke at religion har holdt og stadig holder vores samfund tilbage, så tror jeg man skal tage en lang og seriøs snak med Isaac Newton, Gregor Mendel og George Lemaître. Siger det bare.

Verdens Dværge foren jer, for i har intet andet at miste end jeres lænker

One by one they were all becoming shades. Better pass boldly into that other world, in the full glory of some passion, than fade and wither dismally with age.

James Joyce

Finnegan vågnede op i sin hårde sovepose. Han mærkede den hårde sten mod sin ryg, mens han prøvede at rejse sig fra sit sengeleje. Omkring sig kunne han dufte de frygtindgydende dampe, som han vidste en dag ville gøre en ende på ham. Han forsøgte desperat at gnubbe søvnen ud af hans trætte øjne, mens han strakte sig mod det smalle loft. Ved hans side lå Cóemgein, som så ud til at sove lige lovligt tungt. Før Finnegan rakte ud efter sin hakke, prøvede han at ruske til Cóemgein. Cóemgein rørte sig ikke af stedet, og efterhånden begyndte Finnegan at tømme hans lommer. Birghids nåde rørte ikke de fattige, og en dværg måtte gøre hvad han kunne for at overleve i Éires dunkle huler. Finnegan ville ikke sørge over Cóemgeins død, som han vidste at Cóemgein ikke ville havde sørget over hans. Engang da han var ung og grøn, ville Finnegan måske i det mindste havde udstødt et lille suk over hans kolegas død, men efterhånden vente man sig til det. Dette var ikke første gang at Finnegan var vågnet op, med at frisk lig ved sin side.

Finnegan vandrede gennem de dystre tuneler kun oplyst en smule af de gamle gaslamper. Af og til blafrede en melankolsk flagemus gennem de dunkle tuneler og kastede sin bevingede skygge på vægene. Efterhånden som Finnegan vandrede gennem tunnelerne, begyndte den store hær af dværge gradvist at komme vandrende, uundgåeligt og tankeløst. Et efter et, hørte man deres tunge skridt ramme det kolde sten gulv. Finnegan kiggede engang imellem ud på de andre slaver i dette forfærdelige system, men for det meste stirrede han bare koldt ned i jorden. Ingen snak foregik. Ingen latter eller glæde. Kun den endeløse lyd af tunge fødder der ramte kold sten. En monoton melodi, der virkede som om den aldrig ville ende, ligesom deres evige kontrakt arbejde, til de ophøjede folk, der vandrede over deres hoveder. Finnegan ville havde begrædt det engang, men ikke i dag. Det var blevet for almindelig til at sørge over.

Efterhånden kom de endelig til minerne. Her gik hver dværg han til sin gruppe, for at få tildelt det arbejde han skyldte sine overherrer i dag. Finnegan gik hen til Lo'rie, den gruppe han hørte til, hvis emblem var en stor og formidabel kopi, af Hertug Lodriens ansigt. Vær arbejder gruppe arbejede for en af de mange adelige der befolkede den klode, som Finnegan aldrig ville for at se. De sagde at overfladen var et smukt og gyldent glad, fyldt med et grønt vivar af smukke planter. Floderne flød med rent vand, hvis kvalitet ikke var blevet ødelagt af de fugtende dampe, og de giftstoffer som flød ud af de industrielle maskiner. Der var alle mænd rige, og ingen led under nød. Desværre forholdt det sig sådan at ingen mænd på overfladen var dværge. Finnegan havde kun hørt ganske få historier, om nogle få dværge der havde vovet at forsøget flugten, og aldrig havde han haft kendskab til en succesfuld arbejderflugt. Håbløsheden herskede blandt dværgene, og efterhånden accepterede de fleste blot deres rådne skæbne. At unde frisk luft var ikke en luksus dværge skulle nyde, sådan havde det været fra tidernes morgen mente mange. At ændre dette kunne man ikke, så at brokke sig kunne der vel ikke være nytte i.

Finnegan og hans arbejdsgruppe fik tildelt deres hakker og fik besked på at bevæge sig hen til kul minerne. En af dem, en ung dreng ved navn Domhnal fik tildelt en stor spand krudt, og sendt i forvejen. Finnegan og nogen få andre rystede svagt på hovedet, mens Domhnal vaklede fremad. Drengen var født som krøbling og man havde efterhånden noget frem til den konklusion at han ikke kunne bruges til noget praktisk arbejde. Domhnals forældre var blevet bedømt som avlings mulige alligevel, og der var allerede flere børn på vej. Oldermanden havde andset det for ligegyldigt hvad der ville ske med Domhnal, og efterhånden havde han fået mere og mere farligt arbejde. Kravle ind i ustabile tuneler, udjævne miner med gift dampe, og nu at sprænge indgange. Oldermændene var nogen forbandede dværg fjender, der havde solgt sig selv til overflade folket. En oldermand fik lang større sold end en standard arbejder, og der var rygter om at nogen få endda fik lov til at komme ovenpå. Tilgengæld var det underforstået at Oldermændene behandlede deres underordnede så forfærdeligt så muligt. Mens disse tanker flød gennem Finnegans hoved hørte han et kort skrig og en rungende eksplosion. Domhnal ville være hos Creidne snart.

Finnegan og hans kolegaer stod i minen i flere timer, og hamrede deres hakker ind i de hårde klipper, igen og igen. Et sving, to sving. En endeløs cirkel af hakke slag, der forsætter i al evighed. En rungende sang af hakkeslag, mens små stykker sten slyngede ud af klippen, i den evige færd mod at finde et mineral der skulle drive overfladet folkets industri. Finnegan hadede det endeløse arbejde. Intet fik han ud af det, udover et vagt løfte om at betale dværgfolkets evige gæld, mens deres værste fjende tjente mere og mere. Pludselig begyndte Aengus, at synge. Aengus var intet talent. Hans klang var hård og falsk, og han mumlede sig igennem sangens svage klang. Men det betød ikke noget for dværgene. Sangen var en af de få ting som man ikke kunne tage fra dem. I takt med hakkeslagene, flød der ord ud af dem, som deres mødre havde sunget til dem, engang for længe side, hvor livet havde trygt, og det eneste forfærdelige havde været den frygten for det ukendte uden for hulen, som far vendte hjem fra hver dag, fuld og med alle dagens byrder på sin ryg. Påtrods af håbløsheden og det hårde arbejde, kunne en hver dværg stadig finde trøst i sangene. Ørene fyldtes med halvkvalte sange, som Brighid engang gav til dværgene, sange om håb, om fyraften og mjød, om glæden ved en kvindes favn, og hjemmets arnesten. Dette fortsatte indtil Oldermanden kom forbi, og flittigt uddelte stokkeslag. Så forstummede sangen.

Efter flere timer, nåede dværgene frem til deres endelig deres eneste pause. De hvilede på minens hårde sten gulv, og stirede blankt ud i luften. Nogle stirede ned i gulvet, men der var ingen der forsøgte at skabe samtale. Stilheden var bidende og kold, men blev druknet af det øl de altid havde klar, så de kunne gøre en midlertidig ende på deres sorger. Finnegan kiggede rundt i hulrumet, og observerede de andre dværes modløse ansigter. De var alle sammen utroligt trætte, men vidste at det var nyttesløst at bekymre sig om det. Arbejdet ville forsætte, om de så ønskede det eller ej. Øllet var en lille trøst, som en dulmende sprit klud mod et betændt sår, der snart ville forsage ens smertefulde død. Finnegan var blot 53 år gammel.... eller det mente han ihvertfald. Detaljerne omkring hans liv lå tågede hen. Arbejdernes alder var ikke ligefrem noget, som man regulerede eller gjorde statestik over.

Finnegan lod forsat sine øjne vandre på sin rejse fra dværg til dværg. Pludselig så han at der var en der havde benyttet sig af pausen til at gøre det samme. Der var noget anderledes i Dubháns blik. Normalt når dværgene lod deres trætte øjne skue ud over deres med-dværges rækker, var det et ligegyldigt eller svagt nysgerrigt blik, som flygtigt kunne vende sin opmærksomhed væk og trættes af at observere den rene intethed. Denne gang var det anderledes. Dubháns blik flakkede nervøst rundt i hulrummet, indtil oldermanden forlod dem midlertidigt. Herefter bevægede Dubháns sig stilfærdigt hen mod Finnegan, med sagte skridt. Finnegan undrede sig dybt over det. Hvad ønskede Dubhán mon? Det var ikke normalt for dværge at opsøge samtaler med hinanden, eller nogen for social interaktion i det hele taget. For det meste havde de for travlt med at være optaget af deres egen træthed, eller livets ligegyldighed. Dubháns adfærd var særdeles atypisk. Finnegan kunne se at han bar noget i et stykke klæde og holdt det tæt ind til sin favn. Bylten ved hans barm, forundrede Finnegan, og da Dubhán satte sig ned ved siden af ham, og åbnede den, fyldtes hans øjne med et underfuldt syn.

I Dubháns favn lå noget af det smukkeste Finnegan nogensinde havde set, og noget af det måske mærkeligste. I det lille stykke brunt klæde, havde Dubhán placeret noget som Finnegan aldrig havde set før, og noget som han aldrig havde kunne forstille sig i selv de dybeste hjørner, af sin vildeste fantasi. Et lille objekt, der så så yndefuldt og smukt ud, men som Finnegan ikke kun forstå hvad kunne være. Hvad end det var, havde det en fantastisk grøn farve, nærmest som en smaragd. Men dog var den anderledes fra Smaragden, for modsat Smaragdens døde og kolde kant, var dette objekt blødt og silkefint. Det havde et kort skæfte, der endte i tre distinktive kanter, der vær især havde cirka samme fantastiske form. Finnegan var lige ved at eksplodere i sit indre sind, ved synet af denne skønhed. Han havde råbt et glædesråb ud til alle de andre dværge, i minen, nej i hele den underjordiske verden, hvis ikke Dubhán havde sat en forsigtig finger på hans mund. Dubhán viskede stilfærdigt til Finnegan at han skulle tie omkring hvad han havde blevet vist, og at Dubhán ville møde ham i hans grotte. Finnegan kom med et forstående nik, og kort efter gik alle dværgene tilbage til deres monotone arbejde.

Arbejdet fortsatte i flere timer, indtil Finnegans mistede grebet om tiden. Normalt ville hans adfærd være sløv, og hans tanker pacifierede og bedøvede af arbejdet, men ikke i dag. Istedet samlede hans tanker sig lystigt og længselsfuldt omkring den ubeskrivelige genstand som han var blevet vist. Hvor hans tanker før havde været sløve og tunge, var hans sind nu fyldt med glæde og entusiasme. Tænk sig, at han ville blive velsignet med at se hvad end det nu var, som Dubhán havde med sig. Hvad kunne det være? Og hvor havde Dubhán det mon iøvrigt fra? Finnegans indre brændte med spørgsmål, og pludselig virkede den ligegyldig arbejdsdag mere overkommelig. Hans hjerte bankede efter den grønne skønhed, han følte som om han ikke kunne eksistere uden den. Han måtte komme til den, snart, arbejdsdagen måtte snart komme til dens uundgåelige slutning. Han hamrede i klippen med hans hakke, med en iver og en fryd, som måske ingen dværg nogensinde før, havde udstrålet. Sten fløj til alle sider, og guld stykker blev samlet op. Finnegan kiggede pludselig på et guldstykke, på en måde han aldrig havde gjort før. Guld klumpen var en af de største Finnegan nogensinde havde set, men på en eller anden måde blegnede dens skønhed øjeblikkeligt ved siden af den skønhed havde set tidligere på døgnet. Oldermanden og de andre dværge kiggede forvirrede på ham, men heldigvis blev det ikke til nogen stokkeslag. Kort tid efter smed Finnegan guldklumpen i en minevogn, mens han hørte Oldermanden kalde til fyraften.

Finnegan var foreste i den lange række af formåls løse dværge, der drog hjem ad. Han stod virkeligt ud gjorde han, for hvor alle andre haltede frem ad med automatiske skridt og med blikket sænket, luntede Finnegan glad afsted. Et smil formede sig over hans læber, det første han havde i eoner. Kunne det være at Birghid og de andre Guder, rent faktisk lod deres legendariske sjældne nåde stråle over ham? Mon dette ville blive den første, af mange glædelige dage, mon den lykkes dag hans forældre havde lovet ham, endelig var kommet? Glædelige tanker blomstrede i hans sind, de første positive han nogensinde havde haft. Finnegan lod sine tanker række tilbage ind i fortidens fjerne verden, og følte noget han aldrig havde gjordt før. Han oplevede den guddomelige følelse, som nostalgien er. Han huskede de få øjeblikke hvor hans far var kommet hjem til grotten, og han og hans mor tilstedeværelse havde været nok til at opmuntre ham. Han huskede da hans far havde bragt en skinnende guldklump tilbage til ham, og at han havde havde fordærvet sig selv, for at skære den om til den flotte flagermus han søn havde ønsket. Han huskede den gang hans mor stadig havde haft en smule tilbage af den skønhed, som hans far ihærdigt hævdede hun engang havde været en strålende eksempel på. Han huskede da han legede med sine yngre søskende, før de døde af sult. Han bragte i hu, mindet om hans mor sang til ham.

Finnegan ventede spændt på at Dabhán skulle møde op. Han skubbede Cóemgeins lig til side, og tændte for sine fakler. Han ville være sikker på at han kunne for det samme underfulde syn at se. Og sandelig: Snart hørte han fodtrin mod det kolde stengulv. Dabhán stod og kiggede forsigtigt og mistænktsomt ind i grotten i et par minutter, hvorefter han kiggede uroligt bag sig. `Vær hilset Finnegan´, sagde han. `Lige så, Dabhán´, svarede Finnegan. Jeg vil komme lige til sagen, Finnegan, fortsatte Dabhan. Han trak vejret, og kiggede forsigtigt tilbage en sidste gang.

Ukraine og Rusland: En fortæling

Rusland stod uden for et hus, som han ikke havde set i lang tid. Her lige foran ham, var den lange kridtstreg der havde separeret ham og hans elskede Ukraine, siden halvfemserne. Det ondskabsfulde vesten havde skilt dem fra hinanden, med all deres forbandet snak, om demokrati og ytringsfrihed. De havde delt mange tårer, og grædt inderligt, indtil Ukraine, og alle andre Ruslands kære partnere, var blevet stjålet fra ham, af det liderlige og grådige USA. Sovjets dage var ovre.

Men Rusland var kommet til kræfter igen. Bare for to år siden havde han allerede åbnet op for et forhold med Hviderusland. Han kunne stadig huske den nat, hvor de mødtes efter så mange år hvor de havde været adskilt, og hun havde blottet sin dejlige Minsk for ham. Deres læber var smeltet sammen, og de var blevet et køn.

Hviderusland ville ikke flytte sammen endnu, men at de havde åbnet op for et forhold igen, gjorde Rusland glad og lykkelig. Måske ville de snart alle sammen forenes, og være sammen igen, som de havde været engang, indtil USA splittede dem af, med ondskabsfulde og diabolske løgne. Måske ville de snart endnu en gang ligge uden for Leningrad, og skue op mod den mørke natte himmel, og se den blive oplyst af kosmonauter og stjerneskud. Sådan som de havde gjort for snart 20 år siden.

Rusland bankede på døren. I hans favn havde han en buket fyldt med krokus og hvede, samt en nyligt købt flaske vodka af fineste kvalitet. Hans hår var glattet og på hans pande bar han en pelshue. Han havde vandret gennem den kolde vinter, for endelig at komme til det smukke område hvor Ukraine boede, og hvor der nærmest herskede evig vinter. Han var optimistisk og glad, og bankede prompte på Ukraines beseglede dør, med syv messing låse. Sikkert et værn mod det dekadente vesten. Pludselig åbnedes en lille lem i døren, og et par blå øjne stirrede ud. Hvad vil du her? Spurgte Ukraine køligt

Ukraine! Råbte Rusland i glæde. Jeg er kommet tilbage efter dig! Åh Ukraine, i alle disse år, har jeg længtes efter dig. Lige siden den sørgelig aften hvor vi blev skilt ad, har jeg drømt om dig. Jeg har ikke kunne eksisterer uden dig! Jeg har savnet dig så dybt og inderligt. Alle de dage jeg har levet uden dig, har været fyldt med den dybest og mest uløselige gråd. Jeg beder dig inderligt om du ikke vil lukke mig ind, så vi kan være sammen igen. Det kan være som det var engang, bare dig, mig og de andre tretten, sammen for evigt og altid. Er det ikke du også drømmer om?

Ukraines blå øjne, der dunklede som Sortehavet, kiggede koldt og hårdt på Rusland.

Jeg tager der ikke tilbage Rusland, sagde hun. De her seneste år har tingene gået meget bedre for mig. Jeg er stadig enlig, og min personlige økonomi mangler stadig at løfte sig lidt, men jeg er ok. Jeg har det bedre. Og kort sagt, er jeg lykkelig. Dengang med de 13, brugte jeg dag og nat på at smile, altid at vise omverdenen glæde. Men inderst inde, var jeg fyldt med sorg og desperation. Og når jeg vågede på at forslå forandring i vores forhold, slå du hårdt ned på mig. Du nægtede mig mad i en hel måned og bandt mig til en stol. Jeg følte forsmået og forladt de kolde nætter, du efterlod mig der.

Ukraines øjne kiggede hurtigt væk og stirrede så tilbage på Rusland. Da du var ved Stalingrad og mit hus var besat, var jeg sammen med Tyskland. Hun forstod at elske mig, som en ligesindet, og ikke en ligegyldighed blandt mange. Den nat fik jeg efter så uendelig lang tid noget at spise. Efter den nat, begyndte jeg at indse at vi ikke hørte til sammen. Da jeg forlod dig i 90erne var det ikke fordi USA tvang mig. Sovjet var bare et forhold jeg ikke havde lyst til at være i længere. Jeg ønskede at komme ud.

Næste lørdag skal jeg mødes med EU landene. Tyskland og jeg skal se hinanden igen efter så mange år. Så jeg er ked af det Rusland, men jeg ikke interesseret i at komme sammen med dig igen. Beklager.

Lemmen blev lukket

Først var Rusland i chok. Han kunne intet fatte. Havde Ukraine lige afvist ham? Ham, Rusland, som elskede hende inderligt og kærligt, og havde længtes efter hende i så mange år? Ham som havde beskyttet mod den farlige omverden, og aldrig havde gjort uret? HAM!

Først græd Rusland. Hans tåre væltede ned af kinderne på ham. Han forsøgte at holde dem tilbage. Men han kunne intet gøre end at forsætte med at hulke, mens han kiggede skamfuldt og nedslået mod jorden. Al gråden samlede sig dybt inde i ham, og hobede sig op, indtil den blev stærkere og stærkere. Rusland kollapsede og sad i fosterstilling, og var led og ked af det.

Og så ikke længere. Ruslands gråd over afvisningen blev gradvist konverteret til en brændende had, der efterhånden samlede sig som en alt opslugende flamme af destruktion i hans hjerte. Havde hun vovet afvise HAM, Ham?! Rusland greb om døren i vrede, og begyndte at vride den af. Åben døren Ukraine, ÅBEN SÅ!

Indenfor blev Ukraine pludseligt voldsomt forskrækket. De hadefulde råb blev mere og mere voldsomme. Ukraine blev paralyseret af frygt. Havde han tænkt sig? Nej det kunne da ikke lade sig gøre, kunne det?

Mere nåede Ukraine ikke at tænke før døren blev åben, og en umådelige hadende Rusland, kom stormende hen mod hende, i stærk hast.

Ukraine prøvede at flygte fra ham, at bakke tilbage, i et desperat forsøg på at undslippe ham. Men hurtigt greb Rusland voldeligt fat om hendes arm og tvang hende op i et hjørne. Nej, nej, nej, skreg Ukraine og begyndte at græde og hyle, så højt så muligt. Måske hendes nabo Moldova, ville høre hende? Måske Polen? Måske ville EU landene og hendes elskede Tyskland, imod alle odds, ville komme ridende på sin panservogn og med redde hende. Hun bad en bøn, sendt mod himlen, om at hun måtte undslippe dette helvede. Men ingen kom.

Til sidst gjorde Ukraine noget hun aldrig havde troet hun ville gøre.

Hun slog Rusland.

En næve ramte Ruslands næse, og han skreg af smerte. Det var nok til at Ukraine kunne nå at flygte, og forsøgte i desperation af nå døren. Men pludselig mærkede hun en velkendt vodka flaskes slag mod hende baghoved, efterfulgt af kamp råbet: Nej din Fascist skøge! BLIV!

Ukraine lå på gulvet, mens blodet piblede ud fra hendes baghoved. Hendes syn var sløret og alt hun følte var smerte. Alt dette minde mest af alt, om hendes tragiske tidligere forhold. Hun prøvede at rejse sig op. Foran hende lå friheden. Hvis bare hun kunne række lidt længere ud….

Slam. Ukraine kunne mærke Ruslands tunge støvle på hendes delikate hånd. Støvlen fik det radioaktive sår, efter Tjernobyl ulykken til at gøre dobbelt så ondt, som det gjorde i forvejen. Stille lille ven, hviskede Rusland, mens han langsomt træk den knuste vodka flaske foran Ukraines hals. Du er nok blev en vestlige hore, var? Spurgte Rusland, kælent. Du slipper ikke af med det her, din sadistiske krokodil misbruger, græd Ukraine, mest for at overbevise sig selv.

Forket! Skreg Rusland og begyndte at brække Ukraines ben. Sig DA! DA! Råbte Rusland. Ukraine nægtede i omtrent et kvarter mere. Så blev smerten og presset for meget for hende. Til sidst fremstammede hun et lavmælt Da. Godt svarede Rusland. Og hvad gør Vestlige skøger, spurgte han retorisk.

De spreder ben.

Ukraine skreg mens Rusland med en kniv skar hendes bukser op og blottede hendes, Krim. Ingen hørte hendes Skrig.

Den sørgelige problematik ved Zionismen

                                                              Antisemitisme: Roden af Zionismen

Det har aldrig været særlig rart at være Jøde. Siden det andet tempels ødelæggelse af romerne i 70 efter Kristus, har Jøderne som folkefærd og religiøs bevægelse, altid været på flugt. Hvorend i verden de har vandret, er de blevet mødt med mistænksomhed, had, grov chikane samt vold. I det kristen Europa, betød deres tilværelse af de måtte tage job som bankmænd og købmænd, arbejde som kirken anså for syndige, og `normale mennesker´ derfor ikke kunne udføre. Som resultat af deres monetære arbejde, op-blomstrede der gradvist en ide, om at jøderne var et grådigt folkefærd, der var ude på at frastjæle `almindelige´ kristne mennesker deres penge. Yderligere var der anklager om at de arbejde sammen med Satan selv, at de ofrerede mennesker og drak deres blod(hvilket i øvrigt var i stridt med jødiske dietære love), samt at de var årsagen til den frygtelige pest epidemi, der er bedre kend som den sorte død. På grund af denne modstand mod deres leve vis begyndte jøderen gradvist at flytte sammen: Jo større lokal samfund de boede, jo bedre kunne de værne om hinanden, og undgå forfølgelser fra de `normale mennesker´. Som resultat opstod verdens første ghettoer, og herskere begyndte at tvinge jøder ind i sådanne områder. Indbyggerne i Ghettoerne levede ofte under dårligere forhold end normale mennesker, og led under diskrimination. Der herskede en yderst argrevsiv stemning. Martin Luther skrev i sin bog Jøderne og deres løgner det følgende:

Så fortvivlende, gennemonde, gennemforgiftede, gennemdjævelske er disse Jøder, at de

− gennem 1400 Aar har været vor Plage, Pestilens, og vor Ulykke og er det den Dag i Dag....

Yderligere havde han en noget radikal holdning om hvordan man skulle løse det jødiske spørgsmål. Han mente at: 

− ....Først, at man skulde tænde Ild paa deres Synagoger og Skoler og kaste Jord hen over

− det, der ikke vil brænde, saa at intet Menneske nogensinde skulde se en Sten eller en

− Slagge af det. Og dette skal man gøre til Ære for Vor Herre og den hele Kristenhed....''

Senere i Oplysningstiden begyndte Jødernes juridiske rettigheder gradvist at forbedres, men det mødte stadig stor de facto diskrimination. Så sent som i 1894, blev Alfred Dreyfus en fransk jøde, falsk anklaget for forræderi, og sendt til djævleøen i Fransk Guyana, næsten udelukkende på det grundlag at han var jøde. Hans fængsling fik enorm folkelige opbakning. 

Det Jødiske spørgsmål

Theodor Herzl(1860-1904), grundlægger af ideologien Zionisme

I denne fjendtlige atmosfære begyndte jødiske intellektuelle gradvist at udforme ideer om hvad jødernes skæbne skulle være, og om hvordan deres tilstand i samfundet kunne forbedres. Nogle tænkere mente at jøderne burde forsøge at integrere sig i de stater de levede i, ved at lære sig lokal sproget og tilpasse sig den indfødte kultur. En jødisk tænker havde dog en anden noget anden tankegang. Theodor Herzl var en Ungarsk jøde, født i Budapest. Herzl var først en stærk tilhænger af jødisk assimilation, og mente at jøder succesfuldt kunne integrere sig i andre kulturer. Men efter at havde overværet Dreyfus affæren, begyndte Herzl at komme på andre tanker. Herzl kom til den konklusion at jøder immigrerede til de steder, hvor de regnede med at blive mødt med mindst fjendtlighed, hvilket typisk var de stedder med færeste jøder. Men med den drastisk voksende jødiske befolkning, opstod der en anti jødisk stemning, lig de lande jøderne havde flygtet fra. Dette førte uundgåeligt til Diskrimination og dannelser af flere ghettoer. Selv når jøderne aktivt forsøgte at blive en del af samfundet, blev de anset som fremmede, og behandlet som sådan. Herzl kom til den konklusion at den eneste måde hvorpå antisemitismen kunne besejres, var ved oprettelsen af en jødisk stat. Heri kunne alle jøderne så bo, og i at være seperate fra de kristne dermed undgå forfølgelse. Herzl fandt det åbenlyst at den jødiske stat skulle grundlægges i Palæstina, hvor jødernes kongerige engang forlænge siden havde eksisteret. Løsning fundet? Eller hvad?

Problematikken:

 Herzl mente at den eneste måde anti semtisme kunne afskaffes var ved oprettelsen af en Jødisk stat, altså en stat kun befolket af jøder og uden en anden befolknings gruppe. Herzl var ikke generel politisk teoretiker og kom ikke med ideer om andre nationaliteter, men zionismens ideer kan vel derfor enlig koges ned til det følgende: Den eneste måde at afskaffe racisme på, er hvis hvert folkefærd får sin egen homogene national stat, hvor kun de er indbyggerne. Der ligger det åbenlyse problem her, at der i den jødiske stat derfor kun kan være plads til jøder, da den anden befolknings gruppe måske kunne finde på at forfølge jøderne(eller alternativt omvendt). Yderligere betyder det at racisme er en naturlig konsekvens at interaktion mellem stater, og altså at der ikke kan eksistere minoritets grupper i andre lande uden at det fører til forfølgelse af denne gruppe, fordi den ikke passer ind i det stores flertal opfattelse af hvad det `normale´er. Problemet med Herzls ide, er dog det faktum at den ikke kan være rigtig. Multi etniske samfund har vist sig at fungere, specifikt i USA, Storbritannien, Skandinavien, og ja selv senere i Frankrig. Ikke alle mennesker er racister fra det øjeblik at en anden etnisk gruppe udgør et stor mindretal i deres land. Her kan jeg til fordel nævne mig selv, som eksempel på dette, da jeg selv lever i et samfund hvori der hersker stor debat om et anden mellemøstlig folkefærd.

Hvis vi yderligere skal følge Herzls logik og andtage at racisme automatisk forstres i lande med store mindretal, må vi jo finde en måde at undgå større mindretal på. Og den mest nemmeste måde at gøre dette på, må vel være at forhindre al immigration. Hvis folk ikke har mulighed for at forlade deres eget land, kan de jo ikke danne større mindretal i andre lande, og dermed skade sig selv og andre. Derfor bør alle stater vel holder deres grænser lukkede, og sørger for at de holder sig `rene´, og homogene?

Problem nummer to er et som i høj grad har dyb relevans den dag i dag, fordi zionismen i høj grad har haft vigtige konsekvenser for international politik. Efter Holocaust eller som jøderne kalder det Sho´ah(katastrofen) besluttede FN at møde Jødernes krav om egen national stat, som en form for trøst for det ubeskrivelige tab som jøderne gik igennem. Jøderne besluttede sig naturligvis for at deres national stat, skulle grundlægges i Palæstina hvor det gamle Kongerige Israel i sin tid havde eksisteret. Britterne overgav som resultat deres koloni Palæstina til det jødiske folk i 1948, som så grundlagde Staten Israel. Problemerne var åbenlyse fra starten af, navnligt på grund af det faktum at Palæstina allerede havde etablerede indbyggere: Arabiske Palæstinensere. 

Palæstinenserne havde boet i det hellige land i omtrent lige så lang tid som jødernes forfædre, da romerne sendte jøderne på flugt i år 70. Senere blev de omvendt til først kristendommen og senere Islam. Problemet med at havde to folkefærd i hvad der skal forstille at være en homogen stat, er åbenlyse. Hele Herzls ideologi var bygget op på ideen at jøderne her ville kunne være i fred, og frit kunne udøve deres religion og kultur, i en stat for jøder, og KUN for jøder. Men i Palæstina eksisterede der allerede en befolkning, og det skulle senere vise sig at de havde noglelunde samme tanker Palæstinensere. Blev hurtigt introduceret for vestlige koncepter som nationalisme, og mente at Palæstina var og altid havde været deres, præsis som jøderne(hvem der så havde ret i omtalte spørgsmål er en længere og noget mere kompliceret debat). Palæstinenserne mente også at de havde ret til deres egen nationalstat, der skulle omfatte hele Palæstina og som skulle være for Palæstinensere alene(de var også meget insisterende på at omtalte stat og region, skulle reffereres til som Palæstina, og ikke Israel). Utilfreds med Palæstinensernes tilstedeværelse begyndte Israel efterhånden deres efterfølgelse af Palæstinensere, på omtrent samme måde som Kristne Europære havde mod jøderne før i tiden. Som resultat begyndte Palistinænserne er engagerere sig i hvad bedst kan kaldes for en mikstur af terrorisme og frihedskamp(hvad der er den mest dominante ingrediens i denne mikstur er som så meget andet også et kontroversielt emne). Historie havde gentaget sig selv, og jøderne var blevet de havde prøvet af bekæmpe.

Konklusion

Theodor Herzl var sandsynligvis ikke en mand der ønskede noget ondt mod folk der tilhørte andre etniske gruppe end hans egen. Men alt i alt virker det som om at Zionismen i høj grad er en ideologi, hvis holdninger ironisk minder om en vis østrigsk diktators drømme om endelige løsninger. Og i håbet om at afskaffe ghettoer og frygt for hverandre, ender zionismen med at promovere et samfund hvori vi alle lever i hver sin skyttegrav, og ikke tør mødes med hinanden, af frygt for det multi etniske samfund. Og drømmen om et jødisk hjemland, kan jo umuligt fuldføres, i et land, som en andre allerede anser for deres hjemland.

PS:
Dette er mit første blog indlæg på bloggen efter dens reformering, og jeg håber ikke det var alt for forfærdeligt. Jeg blev færdig md det 01:53 om natten, så vis det virker som en masse vrøvl, kan det nok havde noget med det at gøre(om end det sikkert i højere grad, har noget at gøre med vores forskellige holdninger). Håber folk synes om at jeg tager problematikken op til diskusion, og håber at folk vil udtrykke deres holdning.

Jakob Rønn Ingvardsen

Raseri over Rabiat ateisme

Jeg føler at der i dagens vestlige verden er en form for hetz mod religiøse mennesker. Det skal på forhånd gøres klart at jeg har intet imod ateister eller agnostikere. Hvis man ikke tror på en gud, eller noget lignende, så er det helt acceptabelt. Alle har jo ret til deres egen holdning om de store spørgsmål. Og de fleste ateistiske mennesker jeg har mødt i mit liv, har da også været helt igennem fornuftige, og tolerante over for andres personlige tro. Men så er der også de... andre ateister. Ateismen er jo som alt andet i denne verden, en tankegang. En ideologi om man vil. Og som med alle andre ideologier, er der folk der tager den for langt. Dette er ikke unikt ateistisk, det er jo trods alt noget der ofte bliver påpeget omkring visse religiøse bevægelser, og det er i den grad også sandt omkring politiske bevægelser. Og nogle gange føler jeg at disse fundamentalistiske ateister, hvis man kan kalde dem sådan, kan blive noget så rabiate. Jeg forstår godt at nogle mennesker ikke tror. Men jeg synes ganske enkelt det er uacceptabelt, hvis man som ikke troende menneske, ikke kan acceptere at andre har anden holdning end en selv. En ting er selvfølgelig at man har en holdning. Kan man holde den til sig selv, og ikke råbe den ind i hovedet på andre er det jo fint nok. Men jeg føler en komplet modvilje, mod de fundamentalistiske ateister, der i medierne angriber religion, som helhed. Ikke de kriminelle, eller fundamentalistiske elementer i religion, men religion som koncept. Udtaler sig at religiøse mennesker er enten dumme eller uoplyste, fordi de ikke har afvist ideen om et teistisk verdensbillede. Og at religion er uvidenskabeligt, og at ateisme og videnskab derimod er synonymer. Dette er især en ting jeg vil gøre op med. Som religiøs føler jeg ikke selv,at min tro er uoverkommelig med etableret videnskabelig liturgi. Religiøse tekster skal jo tages med et gran salt, og specielt skal man forstå at disse tekster er blevet fortolket og omskrevet igen og igen, at det folkefærd hvorfra de oprindelse. Hvis Gud havde skullet havde forklaret Moses evolution og kerne spaltning på Sinai bjerget, havde han nok vendt noget forvirret tilbage. Mere primitive folkefærd har behov for anden Information. Jeg er klar over at der er elementer i religiøse kredse der modstandere af nuværende tankegang. Men er der hos disse mennesker tale om reel tro, eller snare en konservativ tilgang til at holde sig til det velkendte, og traditionelle? Jeg er da også indforstået med at man ikke skal undervise kreationisme i skolerne, og føler også at kristendom burde kaldes religion og suppleres med filosofi, men at sige at religion er et antonym mod videnskab er noget forbandet vrøvl. Selvfølgelig skal undervisning være sekulær, og beskrive religion objektivt. Et andet argument der ofte bruges af noget mere rabiate ateister, er at religion giver en dårlig moral, skabt af hyklere. Personligt føler jeg at tro er en personlig oplevelse, en intern diskussion med sig selv om, hvad der i den givende religiøse tekst er vigtigst, men personligt føler at de to største strømninger inden for religion, er det følgende: Den universelle menneske kærlighed, og stræbelsen efter selv forbedring(om man så kalder den for Frelse, Moksha eller Nirvana). For at citere:

Matthæus kapitel 22 vers 37-40: Da Farisæerne hørte at Jesus havde lukket munden på saddukæeren, samledes de og en af dem, en lovkyndig spurgte for at sætte ham på prøve: Mester hvad er det største bud i loven? Han sagde til ham: Du skal elske Herren din Gud af hele dit hjerte og af hele din sjæl og hele dit sind. Det er det største og det første bud. Men der et andet der står lige med det: Du skal elske din næste som dig selv. På de to bud hviler hele loven og profeterne.

Og det gentager sig på verdensplan:
Kitab al-Kafi, vol. 2, p. 146: Hvad du ønsker mennesker skal gøre mod dig, gør mod dem; og hvad du ikke ønsker de skal gøre mod dig, gør ikke mod dem

Confucius: Det, som du ikke ønsker, at andre skal gøre mod dig; gør det ikke mod dem

Eller hvis man vil sige det på en mere sekulær måde

All you need is love, all you need is love,
All you need is love, love. Love is all you need.
Love, love, love, love, love, love, love, love, love.
All you need is love, all you need is love,
All you need is love, love. Love is all you need.

The beatles.

Denne ide, er vel ikke moralsk forkert på nogen måde. Og der fremstår i alle disse religioner(Heldholdvis Kristendom, Islam og Confucianismen), at dette er det vigtigste at gøre. Ideen er stadig i brug i vores samfund den dag i dag, og er noget af det tidligste der bliver formanet ind i børns hoveder. Jeg ved udmærket godt at man ikke behøver at være religiøs for at havde disse holdninger. jeg påpeger bare at det er det vigtigste koncept i religion. Jeg ved at der i samme hellige tekster af og til tales positivt om slaveri, kvinde undertrykkel og racisme, og mindre positivt om homoseksualitet, seksualitet i al almindelig, samt ateisme. Men det er som sagt den individuelle troendes egne frie vilje der skinder igennem omkring visse af disse ting der er vigtigst for ham eller hende.

Dette var vist nok alt jeg havde at sige om dette emne. Og husk igen: Bare tro på hvad du tror på. Så længe du ikke synes andre mennesker er idioter for hvad de tror på

Melankolia/XXX Couture raseri

Ok jeg har et seriøst dybt behov for at rase omkring det her. Det har optaget mig i længere tid, og jeg har behov for at få det ud på en platform hvor størstedelen forstår mine holdninger, og opsnapper hvad jeg siger.
For nogle uger siden, sad jeg i et klasselokale på nye skole, og havde kristendom(ja det hedder ikke religion blandt normale mennesker). Her har vi om de syv dødsynder(Selvfølgelig grundigt fejlfortolket), og skal nu analysere en tekst(som man jo gør i dette fag). Så for vi så at vide at vi skal analysere en tekst af en vis Liam O´Connor(bare sæt initialerne sammen). Dette har jeg i starten intet i mod. Men så hører jeg lærens begrundelse for dette materialle valg: `Ja i synes jo nok det er mere interesant end at granske en eller anden tohundrede år gammel tekst´. Dette har gjordt mig så vred over materiale udvalget. Og forstå mig korrekt, jeg har absolut intet i mod trobouduren Liam, eller hans album Melankolia/XXXCouture. Jeg har intet i mod at analysere tekster af en såkaldt `Gansta Rappa´(Eller hvad de unge nu kalder det nu til dags), Jeg har intet i mod hans tekst `Du er stadig bare en pige´, der omhandler Miley cyrus syndromet(at prøve at udvise voksenhed, ved at udføre udsvænde opførsel). Jeg synes reelt at han siger nogle fornuftige ting, og ikke bare er endnu en Snoop J Kanye Lion. Men mit problem er med hensigten, i at give os denne tekst. Vores lærer har tænkt: Når de synes sikkert nok at noget mere nymoderne er bedre og mere intereserant, en folk som Sankt Augustin eller Thomas Aquinas. Har man lov at spørge om hvorfor? Ikke som spørgsmål til min lærer, hun jo sandsynligvis haft ret i sin generalisering, men snare til den generation vi tilhører(omend holdninger nok har været universel gennem tiden). Hvorfor er det pær automatik kedeligt at granske noget skrevet af en person, der er meget ældre end man kan huske? Hvorfor er det kedeligt at studere noget akademisk, noget som er en autoritet og dybt relevant indenfor emnet, noget som highlighter emnets variation gennem tiden? Er det fordi skolen asociares med autoritets figurer? Er det fordi de voksne lærer der vil have man lave sin stil om B.S Ingemans digte, er ældre end en selv, og derfor en autoritets figur? Og at man derfor søger opgør med alt der er ældre en enselv? Er det fordi man synes at emnet er kedelig fordi det er `nørdet´eller `skoleting´, og at en Gangsta Rappas tilsedeværelse gør det mere spændene? Hvorfor? Hvorfor er det sådan at alt der optager vores generation i øjebliket, skal være internet, sociale medier og reality? Hvorfor er Onga-Bonga musik, mere spændene en sætningen: Mennesket er født frit, men overalt er det lænker. Hvorfor? Filosofi, Religion og Politik, er formet af tanker der alle har universel relelavans for os som mennesker. Fordi det handler om alt det vi optages af, som art. Hvorfor er vi her? Hvordan skal jeg leve mit liv? Findes Godt og Ondt? Er et ideelt samfund et, hvor man betaler så få skatter så muligt, eller så mange? Hvorfor er kontrasten mellem Thomas Hobbes tanker(mennesket er ondt, og for eksistere mod det underlægges autoriet) og Jean-Jackque Rossaus(Mennesket er per defination godt, og autoriet er dårligt), mindre interesant end kåringen af hvem end der haft seksuelt samkvem med flest på åben skærm? Det er så uendeligt frustrerende at unge mennekser per defination, afskyer og afskærmer alt hvad der er intelektuelt og Akademisk, og at de højt intiligente som minoriteten, derfor må straffes på grundet af flertallets idioktrati.

Jakob Rønn Ingvardsen.

En ny start

Hej. Jakob her. Nu har jeg efterhånden over flere år, ususcesfuldt forsøgt at motivere mig selv til at arbejde konstant og fast på en blog. Og der er ikke lykkedes hid til. For nyligt fik jeg dog nogle ideer til hvad jeg kunne skrive, eller i vært fald hvad jeg kunne bruge min blog til. Det forholder sig sådan at jeg over en længere periode, er blevet foraget over diverse emner, og når diverse emner forager mig, vælger jeg konsekvent at skrive vredt og foraget over dem, i et bombastisk tonefald. Herefter håber jeg på, at folk vil skrive kommentarer hvori de udtrykker deres egne holdninger om problematikken, da jeg mest af alt finder den interessant(svar er selvfølgelig altid sjove, men ikke nær så meget som det der skaber dem). Mit første skridt bliver derfor at uploade disse reaktioner på denne blog, og at jeg i fremtiden vil bruge denne blog som medie til at udtrykke mine holdninger, og potentielt til at folk kan udtrykke deres reaktioner på mine holdninger. Yderligere vil jeg vis jeg(forhåbentligt) kan finde min motivation til det, skrive forskellige artikler på denne blog, med håbefulde forventninger, om at folk måske vil finde en form for interesse i det. Jeg har valgt at lade nogle af mine utrolige få posts på denne blog forblive, fordi jeg synes de er ok nok til at eksistere, men de vil ikke være en del af canon: de vil bare eksistere. Håber at mine planer vil lykkes.