Ukraine og Rusland: En fortæling

Rusland stod uden for et hus, som han ikke havde set i lang tid. Her lige foran ham, var den lange kridtstreg der havde separeret ham og hans elskede Ukraine, siden halvfemserne. Det ondskabsfulde vesten havde skilt dem fra hinanden, med all deres forbandet snak, om demokrati og ytringsfrihed. De havde delt mange tårer, og grædt inderligt, indtil Ukraine, og alle andre Ruslands kære partnere, var blevet stjålet fra ham, af det liderlige og grådige USA. Sovjets dage var ovre.

Men Rusland var kommet til kræfter igen. Bare for to år siden havde han allerede åbnet op for et forhold med Hviderusland. Han kunne stadig huske den nat, hvor de mødtes efter så mange år hvor de havde været adskilt, og hun havde blottet sin dejlige Minsk for ham. Deres læber var smeltet sammen, og de var blevet et køn.

Hviderusland ville ikke flytte sammen endnu, men at de havde åbnet op for et forhold igen, gjorde Rusland glad og lykkelig. Måske ville de snart alle sammen forenes, og være sammen igen, som de havde været engang, indtil USA splittede dem af, med ondskabsfulde og diabolske løgne. Måske ville de snart endnu en gang ligge uden for Leningrad, og skue op mod den mørke natte himmel, og se den blive oplyst af kosmonauter og stjerneskud. Sådan som de havde gjort for snart 20 år siden.

Rusland bankede på døren. I hans favn havde han en buket fyldt med krokus og hvede, samt en nyligt købt flaske vodka af fineste kvalitet. Hans hår var glattet og på hans pande bar han en pelshue. Han havde vandret gennem den kolde vinter, for endelig at komme til det smukke område hvor Ukraine boede, og hvor der nærmest herskede evig vinter. Han var optimistisk og glad, og bankede prompte på Ukraines beseglede dør, med syv messing låse. Sikkert et værn mod det dekadente vesten. Pludselig åbnedes en lille lem i døren, og et par blå øjne stirrede ud. Hvad vil du her? Spurgte Ukraine køligt

Ukraine! Råbte Rusland i glæde. Jeg er kommet tilbage efter dig! Åh Ukraine, i alle disse år, har jeg længtes efter dig. Lige siden den sørgelig aften hvor vi blev skilt ad, har jeg drømt om dig. Jeg har ikke kunne eksisterer uden dig! Jeg har savnet dig så dybt og inderligt. Alle de dage jeg har levet uden dig, har været fyldt med den dybest og mest uløselige gråd. Jeg beder dig inderligt om du ikke vil lukke mig ind, så vi kan være sammen igen. Det kan være som det var engang, bare dig, mig og de andre tretten, sammen for evigt og altid. Er det ikke du også drømmer om?

Ukraines blå øjne, der dunklede som Sortehavet, kiggede koldt og hårdt på Rusland.

Jeg tager der ikke tilbage Rusland, sagde hun. De her seneste år har tingene gået meget bedre for mig. Jeg er stadig enlig, og min personlige økonomi mangler stadig at løfte sig lidt, men jeg er ok. Jeg har det bedre. Og kort sagt, er jeg lykkelig. Dengang med de 13, brugte jeg dag og nat på at smile, altid at vise omverdenen glæde. Men inderst inde, var jeg fyldt med sorg og desperation. Og når jeg vågede på at forslå forandring i vores forhold, slå du hårdt ned på mig. Du nægtede mig mad i en hel måned og bandt mig til en stol. Jeg følte forsmået og forladt de kolde nætter, du efterlod mig der.

Ukraines øjne kiggede hurtigt væk og stirrede så tilbage på Rusland. Da du var ved Stalingrad og mit hus var besat, var jeg sammen med Tyskland. Hun forstod at elske mig, som en ligesindet, og ikke en ligegyldighed blandt mange. Den nat fik jeg efter så uendelig lang tid noget at spise. Efter den nat, begyndte jeg at indse at vi ikke hørte til sammen. Da jeg forlod dig i 90erne var det ikke fordi USA tvang mig. Sovjet var bare et forhold jeg ikke havde lyst til at være i længere. Jeg ønskede at komme ud.

Næste lørdag skal jeg mødes med EU landene. Tyskland og jeg skal se hinanden igen efter så mange år. Så jeg er ked af det Rusland, men jeg ikke interesseret i at komme sammen med dig igen. Beklager.

Lemmen blev lukket

Først var Rusland i chok. Han kunne intet fatte. Havde Ukraine lige afvist ham? Ham, Rusland, som elskede hende inderligt og kærligt, og havde længtes efter hende i så mange år? Ham som havde beskyttet mod den farlige omverden, og aldrig havde gjort uret? HAM!

Først græd Rusland. Hans tåre væltede ned af kinderne på ham. Han forsøgte at holde dem tilbage. Men han kunne intet gøre end at forsætte med at hulke, mens han kiggede skamfuldt og nedslået mod jorden. Al gråden samlede sig dybt inde i ham, og hobede sig op, indtil den blev stærkere og stærkere. Rusland kollapsede og sad i fosterstilling, og var led og ked af det.

Og så ikke længere. Ruslands gråd over afvisningen blev gradvist konverteret til en brændende had, der efterhånden samlede sig som en alt opslugende flamme af destruktion i hans hjerte. Havde hun vovet afvise HAM, Ham?! Rusland greb om døren i vrede, og begyndte at vride den af. Åben døren Ukraine, ÅBEN SÅ!

Indenfor blev Ukraine pludseligt voldsomt forskrækket. De hadefulde råb blev mere og mere voldsomme. Ukraine blev paralyseret af frygt. Havde han tænkt sig? Nej det kunne da ikke lade sig gøre, kunne det?

Mere nåede Ukraine ikke at tænke før døren blev åben, og en umådelige hadende Rusland, kom stormende hen mod hende, i stærk hast.

Ukraine prøvede at flygte fra ham, at bakke tilbage, i et desperat forsøg på at undslippe ham. Men hurtigt greb Rusland voldeligt fat om hendes arm og tvang hende op i et hjørne. Nej, nej, nej, skreg Ukraine og begyndte at græde og hyle, så højt så muligt. Måske hendes nabo Moldova, ville høre hende? Måske Polen? Måske ville EU landene og hendes elskede Tyskland, imod alle odds, ville komme ridende på sin panservogn og med redde hende. Hun bad en bøn, sendt mod himlen, om at hun måtte undslippe dette helvede. Men ingen kom.

Til sidst gjorde Ukraine noget hun aldrig havde troet hun ville gøre.

Hun slog Rusland.

En næve ramte Ruslands næse, og han skreg af smerte. Det var nok til at Ukraine kunne nå at flygte, og forsøgte i desperation af nå døren. Men pludselig mærkede hun en velkendt vodka flaskes slag mod hende baghoved, efterfulgt af kamp råbet: Nej din Fascist skøge! BLIV!

Ukraine lå på gulvet, mens blodet piblede ud fra hendes baghoved. Hendes syn var sløret og alt hun følte var smerte. Alt dette minde mest af alt, om hendes tragiske tidligere forhold. Hun prøvede at rejse sig op. Foran hende lå friheden. Hvis bare hun kunne række lidt længere ud….

Slam. Ukraine kunne mærke Ruslands tunge støvle på hendes delikate hånd. Støvlen fik det radioaktive sår, efter Tjernobyl ulykken til at gøre dobbelt så ondt, som det gjorde i forvejen. Stille lille ven, hviskede Rusland, mens han langsomt træk den knuste vodka flaske foran Ukraines hals. Du er nok blev en vestlige hore, var? Spurgte Rusland, kælent. Du slipper ikke af med det her, din sadistiske krokodil misbruger, græd Ukraine, mest for at overbevise sig selv.

Forket! Skreg Rusland og begyndte at brække Ukraines ben. Sig DA! DA! Råbte Rusland. Ukraine nægtede i omtrent et kvarter mere. Så blev smerten og presset for meget for hende. Til sidst fremstammede hun et lavmælt Da. Godt svarede Rusland. Og hvad gør Vestlige skøger, spurgte han retorisk.

De spreder ben.

Ukraine skreg mens Rusland med en kniv skar hendes bukser op og blottede hendes, Krim. Ingen hørte hendes Skrig.